Som én, der har brugt mange forskellige Linuxdistributioner over ret lang tid, så har man naturligvis sine favoritter. Og nogle gange kommer favoritterne i konflikt med hinanden - eller passer i hvert fald ikke specielt godt ind i hinanden.
Jeg har brugt Slackware i en del år. Selv om en Slackwareudgivelse rummer adskillige desktop environments og window managers, så er den ret KDE-fokuseret; Gnome findes ikke længere i Slackware, medmindre man gør brug af et af de eksterne projekter, der pakker Gnome til Slack-folket. Så KDE er det eneste større DE, som findes til Slackware, og distributionen inkluderer også forskellige KDE-komponenter såsom KOffice. Hvis man er tilbøjelig til at bruge KDE, er det ikke meget, man skal hente udenfor distributionen.
Imidlertid har KDE i ret lang tid ikke været min favorit - det har derimod Xfce, og i særdeleshed med Xfce 4.6, hvor file manageren Thunar blev en fast komponent. Med en udtalt svaghed for GTK2 blev programudvalget gradvist drejet i den retning - Firefox, Claws Mail, Gajim, Filezilla, Medit, Abiword og så videre.
Der var dog én bestemt ting, der ikke lige lod sig udskifte, og det var K3B. Dette imponerende brænderprogram gjorde sig selv bemærket allerede tidligt i sin løbebane og var i lang tid det stærkeste værktøj til den opgave; det var, tror jeg, det første projekt jeg gav økonomisk støtte til (sidenhen er jeg begyndt i stedet at støtte de lovende projekter, der er under udvikling, og ikke de projekter, der allerede har bevist deres værd; men det er en anden historie). K3B udbyggede sine forskellige funktioner med tiden, og jeg synes kun, at programmet er blevet stærkere.
Imidlertid betød det også, at det var det program, der betød, at jeg måtte installere en halv KDE, selv om jeg ikke havde brug for den. Skulle jeg starte K3B var der to muligheder: Enten ville det tage ret lang tid at starte programmet, fordi det skulle kalde en række KDE-komponenter, eller også skulle jeg lade Xfce indlæse de KDE-dele ved opstart, hvilket øgede opstartstiden - ikke enormt, men mærkbart.
Jeg har prøvet andre varianter. Jeg prøvede på et tidligt tidspunkt Xfburn, som den gang var et ekstremt umodent projekt, så den lagde jeg ret hurtigt fra mig. Jeg brugte Gnomebaker - ikke meget vundet med den, når jeg skulle ud og jagte Gnome-komponenter for at opfylde installationskravene; og så brugte jeg Graveman, som har en brugerflade, som er letforståelig, men som har nogle designvalg, som generer mig.
Da jeg så for ikke så længe siden efter en anbefaling - en diskussion på Identi.ca om Xfce-elementer - igen blev gjort opmærksom på Xfburn, så installerede jeg den igen for at se, om den kunne hjælpe mig med at fortrænge Graveman. Og jeg kan ikke sige andet, end at det var et ganske anderledes positivt indtryk, end da jeg prøvede programmet første gang.
Det skal i øvrigt tilføjes, at 9 ud af 10 gange, jeg bruger et brænderprogram, er når jeg skal brænde en image-fil, når Unetbootin ikke kan lægge den over på en USB-stick. Jeg laver ikke lyd-CD'er længere - jeg har ikke noget at afspille dem på - det gjorde jeg til undervisningsbrug i sin tid, men det gør jeg ikke længere. Og backup på CD'er eller DVD'er er så økonomisk uhensigtsmæssigt, at jeg næsten kun brænder en samling af enkeltfiler, hvis jeg skal overlevere nogle til en bekendt, og det er for stort til at det giver mening at uploade det. Jeg tror, at der er mange, der deler min oplevelse af de optiske medier.
Men en gang imellem er det jo alligevel hensigtsmæssigt at have sådan et værktøj. Og det fandt jeg jo så i Xfburn. Det er særligt nemt at bruge under Slackware, fordi næsten alle afhængigheder allerede er installeret, så det er bare at installere det Slackbuild.
Interfacet er all business. Ikke mange pingviner i det. Man kan ikke som med K3B udvælge, hvilke funktioner der skal være genveje til... for det er dem, der er, punktum. Det er ikke nødvendigt at luge ud i funktionerne for at få plads til andre!
Bemærk, at der er en genvej til hjemmemappen og dens undermapper. Det vil oftest være dér, brugeren har sine egne filer downloadet eller opbevaret. Der er også en henvisning til det resterende filsystem, så man kan gå dertil om nødvendigt, men fokus er på /home.
Første oplagte eksempel er brænding af en image-fil. Her er de mest almindelige funktioner - omend jeg personligt ville ønske, at Xfburn kunne godkende md5-checksummen, som K3B kan. Det ligger som et feature request.
Det kunne enten ligge i dette interface eller som en ekstern funktion - måske i kontekstmenu. Det er jo en test, man bør foretage.
Brændingen i gang.
De mest basale oplysninger klart og tydeligt præsenteret:
Buffering, skrivehastighed og forventet tid til afslutning.
Oprettelse af en data-CD med drag'n drop-tilføjelse af filer og mulighed for at oprette mapper; i hjørnet mulighed for at sætte et navn på CD'en. Progress bar'en i bunden viser, hvor meget plads der er brugt på CD'en eller DVD'en; man kan her vælge CD'er på 200, 650, 700, 800 eller 900 MB og DVD'er på 4,3 og 7,9 GB.
Bemærk i øvrigt, at der er tabs, så man kan arbejde med flere projekter. Jeg ved ikke, om man kan gøre brug af flere brændere samtidig - det modtager jeg gerne en kommentar om!
Det er også muligt at lave lyd-CD'er til afspilning i det, som man før kaldte 'en almindelig CD-afspiller', men de er jo nok på retur... I ved, hvad jeg mener. Xfburn bruger Gstreamer-plugins til at konvertere lydfilerne, og det virker som man ville forvente med MP3-, Ogg Vorbis- og FLAC-filer... kan jeg oplyse, for det er det, jeg har. Den skulle jo kunne indlæse alt, hvad de installerede Gstreamer-plugins understøtter.
Indstillinger er begrænsede. Det er blot, hvor filerne skal caches ved overførsel - og opsætning af det drev, der skal bruges til brændingen.
Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor nogen ville ønske at beholde dataene i /tmp som indikeret på billede 2, men det er måske hvis man skal brænde det samme igen.
En lille ting, som jeg til gengæld undrede mig lidt over... kig på denne skærm. Er det bare mig, eller er 3 forskellige indgange til de samme basale funktioner en anelse overdrevet? Menu, værktøjslinie og hele halvdelen af forsiden?
Man kan dog fjerne værktøjslinien, så der kun er den nederste del af forsiden, men stadig: Lidt overkill.
Med det lille forbehold og ønsket om Md5-check: Som I ser, et værktøj med et helt bestemt formål, som programmet opfylder. For en Xfce-bruger er det rart at se et velintegreret værktøj.
Som det ses, integrerer Xfburn i Xfce's Thunar, så der er mulighed for at sende image-filer til Xfburn, og filer og mapper kan sendes til en ny data-CD.
Interessant nok åbner det Xfburns brænde-dialog, og når operationen er overstået, ser man ikke Xfburn åbnet - det er en funktion, der ligger i baggrunden på den måde. Det er meget fint at have en funktion, man kan kalde efter behov, men som ikke bliver hængende, når man ikke længere har brug for den.
Et lille trick: Det skal bemærkes, at der ikke i Thunar kan sendes musikfiler til oprettelse af en lyd-CD. Imidlertid er det understøttet af Xfburn med kommandoen 'xfburn -a' - en forkortelse af 'xfburn --audio-composition' - efterfulgt af fil- eller mappenavn. Når noget sådant er understøttet, er det en god mulighed til at drage fordel af Thunars Custom Actions. Custom Actions er en funktion, hvor man, hvis man højreklikker på bestemte filtyper, kan få en bestemt handling i kontekstmenuen - jeg har for eksempel lagt en funktion ind, hvor jeg ved højreklik på lydfiler kan få tilføjet dem til Audacious' afspilningsliste. Sålænge kommandoliniefunktionen eksisterer, kan man bruge Thunar til at kalde dem.
Som I ser i disse skærmbilleder, opretter jeg en ny funktion - som kalder 'xfburn -a' på de markerede filer, hvorefter jeg indskrænker funktionen til kun at gælde lydfiler. Vælger jeg denne, vil der åbne et Xfburn-vindue med et nyt audioprojekt.
Dette giver en lille idé om, hvad man kan gøre med Thunar Custom Actions - I kan forvente en artikel om mine personlige favorittricks senere. Det er helt klart en grund til, at folk bruger Xfce, af samme grund som Firefox' extensions: At der er en masse funktioner, der ikke lægges ind i systemet, men hvor det til gengæld er en struktur, der gør det nemt at udvide med de funktioner, som man godt kan tænke sig.