Jeg har i dag læst en artikel, som var svar på en anden artikel.
American Book Review havde udgivet en artikel ved navn America's 40 worst books (PDF-link), og fordi den nu en gang havde ganske mange velkendte klassikere af anerkendte forfattere på listen, så havde det affødt en anden artikel i LA Times, som tog fat i kritikken i den første artikel og gav den en hård medfart.
Nu kunne jeg jo godt sige noget om en række kendte bøger af kendte forfattere på dansk, men som jeg for nylig konkluderede andetsteds, så er jeg ret træt af negativitet, så det vil jeg lade ligge.
I stedet fik det mig til at tænke på det, jeg ikke har læst. Og i diskussionen om, hvad der kan danne et anstændigt fundament for et dannet menneske kommer man jo ikke uden om den famøse litterære kulturkanon.
Nu nyder jeg jo at opfatte mig selv som mere velafrundet end så mange andre, men trods min gymnasietid og den arvelige belastning som søn af en skolelærer og bibliotekar må jeg jo konstatere, at jeg ikke engang har læst halvdelen af de ting, som kulturkanonen opremser. Altså, jeg har altid haft det tungt med lyrik. Det er på sin vis en raffineret genre, men hvis man ikke uden videre kan komme ind i stemningen, så er det ligeså interessant som at se maling tørre.
Kanonen er også en lidt uhåndterlig størrelse, fordi den er en afvejning af værker, der kan stå for sig selv, samtidig med at de er udvalgt, fordi de går ind i en kontekst af litterær evolution.
Og man må jo gribe fat i den ultimative vægtskål og målestok: Er det fedt?