Jeg har netop foretaget en længe udsat opgradering af denne side. De, der nogle gange besøger den, vil bemærke, at den er kommet til at se lidt anderledes ud, da det hidtidige tema ikke fandtes til den nye udgave af Drupal. Jeg har følgende valgt dette i stedet og i øvrigt forbedret oversættelsen.

In other news: Jeg er i gang med at gøre status over mine projekter - hvad der fortjener et længerevarigt engagement, og hvad der med en vis sindsro kan gives til andre.
Så sammenfattende:

Fri IT

For en række år siden var jeg med i et projekt, hvor man søsatte et dansksproget tidsskrift om fri software, kultur og lignende. Jeg har på egen hånd genoptaget projektet og skriver løbende materiale til det.

Universal Subtitles

Dette projekt, der kan bruges til at lave undertekster til f.eks. Youtube- og Vimeo-videoer, er et interessant værktøj. Jeg arbejder i øjeblikket på hjemmesidens danske oversættelse.

Owncloud

Owncloud er et projekt, som forbinder flere tanker, som tiltaler mig: Et PHP/SQL-baseret interface til at opbevare sine filer online. Den inkluderer desuden som standard en medieafspiller til de uploadede lydfiler, en kalender, en adressebog og en liste over bogmærker. Samtidig er det integreret, at man kan tilgå filerne gennem Webdav, Caldav og Carddav. Jeg har netop bragt den danske oversættelse op til 100%. Projektet er ikke fuldstændigt upåklageligt, men det er et godt værktøj til når tiden kommer til at have sin egen Freedom Box.

LXDE: Lightweight X11 Desktop Environment

I meget lang tid anså jeg brugerfladen Lxde for at være noget frygteligt noget at arbejde med. Da jeg nu har installeret Fedoras Lxde-version og bruger det som mit daglige system, må jeg anerkende, at det er ret godt. Jeg har ikke haft nogen uregelmæssigheder og har fået opsat min desktop, så den er behagelig at arbejde med. På mange måder er den ligesom Xfce, men lidt hurtigere.
Der er så sket det interessante, at jeg har tilkendegivet en vilje til at kigge nærmere på den danske oversættelse, der var ufuldendt. Da der ikke var sket noget i længere tid, gjorde administratoren for Lxdes Pootle-system mig til administrator for den danske gruppe. Det var ikke helt ventet, men heldigvis var der ikke så meget, der manglede.

Abiword

Den danske oversættelse af Abiword har stadig en vis betydning for mig. Jeg mener fortsat - ikke mindst i lyset af mine uendelige jobansøgninger skrevet og afsendt i PDF fra Abiword - at dette program dækker langt de fleste behov, som man kunne have i tekstbehandling.
Jeg har fortsat en fristelse til at skrive noget dokumentation til Abiword, fordi den eksisterende er en anelse vilkårlig. Men indtil videre er prioriteringen blot at bidrage til at stille programmet til rådighed for danskere.

De såkaldt sociale medier er efterhånden gået ind i de flestes bevidsthed som en del af hverdagen. Selv de mindre teknisk orienterede har taget det til sig, og det er blevet et ligeså prioriteret tidsfordriv som fjernsyn og andre ting. De forskellige tilbud har forgrenet sig til forskellige brugergrupper - Facebook til privatbrugere såvel som virksomheder, LinkedIn til erhvervsnetværk, Twitter til mikroblogs og det ældre Myspace til mediespredning.

Det er så nu næppe undgået IT-interesserede, at der er kommet en ny spiller på banen blandt de sociale medier. Google Plus er Googles nyeste bud på, hvordan det kan gøres - og en udvidelse af Googles allerede anselige vifte af tjenester, der kan anvendes gratis. Økonomien i det er naturligvis reklamefinansiering - Google har jo en væsentlig andel af verdens reklameinvesteringer - men de er dog ikke blevet introduceret i Google Plus endnu. Plus er stadig på invitationsbasis, ligesom Gmail var i starten; men hver tilmeldte får ret til at invitere så mange mennesker, at det nu nok skal sprede sig i fuld fart.

Google Plus ligner mest af alt Facebook og ses også som en direkte konkurrent til denne, som kommenteret i denne XKCD-tegneserie. Plus opdeler kontakterne i Cirkler, hvilket vil sige, at man kan inddele sine kontakter i dem, man har en personlig relation til, folk, man blot har som bekendte, og dem, man følger af interesse, men som man ikke kender personligt. Man kan i øvrigt oprette sine egne cirkler udfra egne definitioner. Den eneste forskel er, at når man skriver en meddelelse, så kan man vælge, hvilke cirkler der skal modtage det - eller det kan gøres helt offentligt. Det kan være en fordel, at man kan nuancere sin udsendelse lidt
Mulighederne for at dele medielinks, lægge billeder ind, skrive sine opdateringer og lignende ligner til forveksling den måde, det foregår på Facebook. Google har som virksomheden bag Android naturligt nok været hurtigt ude med at lave en app til mobildelen, og der er også en mobilhjemmeside, som dog ikke tilbyder alle funktioner.

Plus har endnu ikke erhvervsdelen med. Selv om det ikke fylder så meget i det danske Facebook-billede, hvor det mest er personlig anvendelse, så har man i udlandet gjort meget ud af at tage Facebook ind i erhvervslivet. Store virksomheder som Wal-Mart udsender en masse opdateringer, inklusive rabatter og tilbud, så kunderne følger med. Man har ikke valgt at inkludere det i Google Plus - eller i hvert fald ikke at stille disse profiler anderledes end de personlige. Som udgangspunkt har man ikke lov til oprette sig, hvis man ikke er en person.

Idéen er lidt interessant fra Googles side, fordi det giver virksomheden mulighed for at gennemarbejde dataene på eget område. Google lever jo af profilering, og når man logger ind med sin Google-konto, så bliver dataene jo knyttet til den samme person, som skriver éns Gmail og éns Google-docs. Det er måske også grunden til, at man vil differentiere sig ved ikke at have reklamer - for det er en væsentlig grund til, at mange kører trætte i Facebook; der er ganske enkelt så mange andre ting, der trænger sig på, at selv med det mentale reklamefilter, som en internetbruger har nu til dags, så kan det være svært at skille de ting fra, som man faktisk er interesseret i.

En anden ting, som gør sig gældende, og som ovennævnte XKCD-tegneserie også sigter til, er at der er en ret stor generel skepsis overfor Facebook. I takt med at brugerne er blevet opmærksomme på, at Facebook faktisk ejer éns data og har fri råderet over dem, og det er blevet rapporteret, at de har solgt billeder til reklamebrug, så er der opstået en mere kritisk holdning, og folk har været mere åbne for andre ting.
Hvis man har intentioner om at lægge reklamer på Google Plus, så er det oplagt, at Facebook sluger en masse reklameindtægter, som Google nok gerne ser lagt hos sig selv i stedet. I så fald er det et ret aggressivt indspark.

Endelig er der jo det eksperimentelle i det. Google har for vane at søsætte projekter som eksperimenter, og som de ikke nødvendigvis holder fast i - Buzz og Wave, for eksempel, hvorimod Docs og Calendar, for ikke at snakke om Gmail, har bidt sig gevaldigt fast. Så det er også en del af Googles profilering at vise, at de hele tiden har gang i noget. Virksomheden har jo også en politik om, at de ansatte skal bruge en vis procentdel af sin arbejdstid på egne interesseprojekter. Det betyder, at der internt kan komme idéer frem, som faktisk er et godt stykke fremme, og som man kan følge op på og se, hvordan det udvikler sig.

Google Plus er i øjeblikket beskrevet som et ‘technology preview’, og er som de fleste Google-projekter defineret som værende på betastadiet, altså under udvikling. Det er altså ikke på nuværende tidspunkt klart at se, hvordan det endelige udseende bliver. Det virker rimeligt at antage, at Google+ og Facebook ligner hinanden så meget, at folk nok vil bruge enten det ene eller det andet - og ikke begge. Personligt har jeg så godt som udelukkende folk som kontakter, som jeg kender gennem teknologiske projekter; men for mange vil Facebook være stedet, hvor venner, forældre og bedsteforældre er, og det vil have en stor fastholdelseskraft.

Jeg har gennem længere tid været engageret i oversættelse af open source & fri software.
Jeg tror, at der er mange af de engagerede, der genkender det forhold, at man når man begynder at arbejde med sådan nogle ting, så bliver det - om ikke vanedannende, så i hvert fald noget, der slår rod.
Vi er i en særlig situation med vor ganske lille sproggruppe. Der er en yderst lille mængde software, der udvikles på dansk som det primære, og vi har yderst få aktive og potentielle oversættere sammenholdt med lande som Tyskland, Frankrig eller Rusland.
Det giver jo nogle forbehold. For det første er det nødvendigt at overveje nogle prioriteringer, fordi vi ikke bare kan starte fra A, køre igennem til Å og starte forfra.
For det andet - og det er grunden til, at jeg skriver dette - mener jeg, at det er forkert at lave en konsekvent oversættelse. Lad mig lægge nogle eksempler på bordet.
Jeg lavede - og det er ærligt talt noget, jeg er stolt af, så jeg beklager, hvis jeg nævner det med jævne mellemrum - en dansk oversættelse af Abiword. Det gjorde jeg, fordi jeg mener, at Abiword er et af de værktøjer, som berettiger til udbredelse. Som et letvægts tekstbehandlingsprogram, der kan opfylde hele tekstbehandlingsopgaven for ganske mange brugere og desuden har en brugervenlighed, der gør det overskueligt for de mindre tekniske, mener jeg, at det er en oplagt oversættelseskandidat.
Som programtype er det nærmest infrastruktur - det løser en opgave, som alle har. Og deri ligger der en væsentlig pointe.
Til kontrast fremdrager jeg så LyX. Dette imponerende dokumentbehandlingsprogram med dets omfattende funktioner bruger jeg væsentligt mere end Abiword, men jeg mener faktisk ikke, at det behøver at blive oversat.
Næste to eksempler er regnskabsprogrammet Phreebooks samt det ret omfattende medlemsstyringssystem CiviCRM, som kan bruges til at administrere medlemskaber for foreninger, såvel store som små. Begge disse to programmer mener jeg bør blive oversat. Det første har jeg selv et engagement i - oversættelsen blev udsat, fordi der ved min henvendelse forestod en større omskrivning af koden såvel som et behov for omskrivning af dokumentationen; sidstnævnte har været under oversættelse i et stykke tid, men den foretages fortrinsvist af folk, der ikke har mulighed for at lægge meget tid i det - så den kan være svær at få helt ud af dokken.

Så hvorfor mener jeg ikke, at LyX berettiger til en oversættelse? Målgruppe, slet og ret. For de forhold, som der er påkrævede for at bruge LyX, er på plads.
LyX er en grafisk brugerflade til de funktioner, man finder i LaTeX. Målgruppen er akademikere, og fortrinsvist indenfor fag, som udfærdiger deres dokumenter på engelsk i forvejen. De kender de funktioner, som de skal bruge, på engelsk i forvejen.
Jeg siger ikke, at der ikke kan være en mindre ekstra optagelse af programmet, hvis de findes på vort modersmål, men det vil være minimalt sammenlignet med et program som Abiword, som vil være af lige stor anvendelighed for skolebørn, der endnu ikke er velfunderede i fremmedsprog, for ældre, der bruger IT, men som kan have svært ved at overskue de omfattende funktioner i programmer som LibreOffice - sekretæren, som lærte at bruge kontorprogrammer i et dansksproget miljø, hvem som helst. Og det kan skabe opmærksomhed om open source-software for folk, der ellers ingen kontakt har haft.
Phreebooks og CiviCRM er specialiserede applikationer, og for folk, der har en specifik opgave; Phreebooks er et meget respektabelt ERP/CRM-regnskabsprogram. Det vil sige, at det er et værktøj til den slags mennesker, der arbejder med den slags. Men det er et hverv, hvor der er en veletableret og traditionel dansk arbejdsterminologi. Det er også et hverv, hvor der ikke er tradition for udenlandsk terminologi. Hvis man sammenligner det med molekylærbiologi, for eksempel, eller forskellige IT-branchefag, hvor en anselig del af terminologien er udenlandsk alligevel, så har bogføring et helt andet fundament.
Det er en kategori, hvor der er mange medarbejdere på et højt niveau, men ikke nødvendigvis på et teknologisk eller fremmedsproget højt niveau. Så det er en god mulighed for at komme ud til et publikum, der måske ikke lige var oplagte open source-kunder.
CiviCRM vil kunne bruges af alle, der har behov for at administrere en forening, næsten uanset skala. Så det er en elegant løsning på et problem, som foreningslivet har; men det er ikke ubetinget folk, der har erfaring med fremmedsprog, foreningsaktiviteter tiltrækker jo et enormt blandet folkefærd. Så dette er et system, der kan have meget bred gavn i samfundet, og eftersom den installeres oveni enten Drupal eller Joomla, er det et system, der kan anvendes af så godt som enhver forening med en hjemmeside og hostingplan. CiviCRM er enormt detaljeret; jeg brugte den i mit tidligere arbejde, og den var med på, at en virksomhed kunne være medlem, og at alle de virksomhedsansatte under denne virksomhed skulle have nyhedsudsendelserne - så der er lagt nogle erfaringer ind i designet og de valgmuligheder, man har. For dens brede anvendelighed er den en klar kandidat til oversættelse.

Kort sagt: Der er forskellige typer software med forskellige argumenter for oversættelse eller ikke. Det er naturligvis sådan, at nogle engagerer sig i projekter, og det er ikke bare en ressource, man kan indsætte et andet sted; hvis der er en LyX-entusiast, der vil oversætte LyX, hele LyX og ikke andet end LyX, så skal jeg naturligvis ikke blokere for dette. Men hvis det er én, der som jeg er promiskuøs med sine bidrag - hvor der er mange projekter, det kunne være aktuelt at bidrage til - så synes jeg, at man skylder at gøre en nærmere overvejelse over, hvad der kan komme flest til gavn.

Denne artikel er skrevet til og først bragt i debatforummet hos Linux ABC.

Et af internettets nøgleord i de senere år har været store samarbejdsprojekter - collaborative projects. Wikipedia, som udarbejdes i en stor fælles indsats, er efterhånden blevet et husholdningsredskab for dem, der bruger deres computere til at finde oplysninger - uagtet om man har teknologiske tilbøjeligheder eller ikke. Open source-tankesættet har affødt produkter som Firefox og OpenOffice.org, som er meget udbredte.
Disse projekter skabes af den teknologiske udvikling, og dette er også tilfældet med OpenStreetMap. Open StreetMap svarer til de kort, som vi for eksempel kender fra Krak, hvor man kan slå en gade op og se den og det nærmeste område illustreret.
OpenStreetMap-projektet er en naturlig udvikling af, at stadig flere er i besiddelse af et GPS-system. Man kan gå en rute, få sit system til at spore den geografiske placering, og indberette det til OpenStreetMap, så de gader eller cykelstier, man har været på, kan tegnes ind.
Projektet har lavet en aftale med Yahoo! om at bruge deres luftfotos, så man kan bruge disse til at tegne gader, stier, søer, skove og lignende af og lægge det på kortet. Hvis man ikke selv har denne mulighed - eller ganske enkelt ikke ønsker at engagere sig i det omfang - er det muligt at gå ind på sit lokalområde på kortet og efterse, om dataene dérfra er præcise og tilstrækkelige - undertegnede var selv inde og påføre navnet på den ene af de to gader, jeg bor på hjørnet af,og markere, at denne var ensrettet.
Som én af de ansvarlige for projektet, Andy Robinson, siger i et interview med Linux Outlaws: Alle mennesker kender under alle omstændigheder deres eget lokalområde og kan bidrage med præcise oplysninger om det. Han fremhæver også, at dataene er frit tilgængelige, og man kan bruge dem frit til at lave det kort, man skal bruge, og lægge det ind i sit eget GPS-software. En styrke i projektet, som der fremhæves, er det klassiske argument for sådan en samarbejdsmodel: At en interesseret person kan gå ind på projektet og opdatere det betragteligt hurtigere, end de kommercielle udbydere kan. Som eksempel havde OpenStreetMap Heathrow-lufthavnens nyopførte terminal på før andre udbydere som f.eks. Google Maps. Andy Robinson siger også, at nogle af de problemer, som man har med f.eks. Wikipedia, hvor en objektiv fremstilling kan være omdiskuteret, ikke viser sig i et projekt som OpenStreetMap, hvor der er en faktuel basis for de data, der bliver produceret, og en fejlrepræsentering kan ses ret hurtigt med det blotte øje - som en fejl og ikke til diskussion.
Der er et engelsksproget interview med de projektansvarlige Andy Robinson og Etienne Cherdlu i Ubuntu UK Podcast s1ep11, hvor de fortæller om projektet - hvilket også burde have interesse for Windows-folket, selv om det er en Linux-podcast.

For at lave opslag eller bidrage til OpenStreetMap: Besøg OpenStreetmap.org.

Artikel først skrevet i 2008 til publikation på Nettips, hvor den ikke længere er til rådighed.

Nogle gange falder man over et program, der er så anderledes, at det understreger, hvor meget et vanemenneske man bliver med den måde, man plejer at arbejde på.
I dette tilfælde er det skriveprogrammet Focuswriter, der kan få én til at tænke over, hvorfor tekstbehandlingsprogrammer er så éns. Jamen, tænker en læser måske, hvordan skulle man gøre det anderledes? Man skriver jo... og så er der nogle menuer til at justere teksten lidt? Og det er rigtigt, sådan plejer det at se ud. Men måske er det bedre, hvis man en gang imellem bare kan koncentrere sig om det, man skriver, hvor der ikke er alt muligt andet. Og Focuswriter er i hvert fald et eksempel på det tankesæt.

Det kunne måske være nærliggende at antage, at dette skærmbillede er et udsnit af programmet, men det er faktisk alt, hvad man ser! Focuswriter arbejder som et fuldskærmsprogram. Som titlen antyder, så er det tænkt til at hjælpe skribenten til at koncentrere sig alene om det, man arbejder med.
Udvikleren Graeme Gott indleder præsentationen af programmet: “FocusWriter is a fullscreen, distraction-free word processor designed to immerse you as much as possible in your work.”
Der er altså ikke nogen menu og værktøjslinie, ingen statuslinie i bunden og ikke nogen scroll-bjælke i højre side. Eller rettere: Tilsyneladende ikke. For det er faktisk til rådighed! Men du behøver ikke at kigge på det, før du har brug for det.

Bevæger man imidlertid musemarkøren op i toppen, så glider der et panel ned, hvor man finder bjælken med en række menuer. Der er de almindelige filfunktioner og et par funktioner, der er særskilte for Focuswriter.
Der er to varianter. Man kan enten skrive i en ren tekstfil, hvor der ikke er nogen formatteringsmuligheder, eller man kan skrive som “rich text” - det efterhånden gamle og ikke så udbredte, men ellers ret anvendelige RTF-filformat, hvilket giver mulighed for at gøre teksten fed, kursiv, understreget, overstreget, høj og lav, justeret højre/venstre/centreret eller med lige margener og endelig mere eller mindre indrykket. Kort sagt, de basale formatteringsfunktioner.

Bevæger man musen ned i bunden af billedet, fremkalder man en statuslinje.
Denne fortæller, hvor meget man har skrevet indtil nu.
Som det ses, er der også et ur og en beskrivelse af det daglige mål.

Der er også statistik på skriveaktiviteten.
Eftersom programmet ikke har en sideopsætning som sådan, definerer man i opsætningen, hvor mange ord/tegn der skal til for at udgøre en side.

Programmet er nemlig sat til folk, der skriver.
Folk, som har et professionelt forhold til tekstproduktion.

Man kan altså sætte en daglig norm for, hvor meget der skal skrives.

Som det ses, kan man sætte et antal ord som normen - eller man kan beslutte sig til, at man vil bruge et vist dagligt tidsrum.

Man kan også gøre det mere manuelt og sætte en alarm - enten som nedtælling eller som et bestemt tidspunkt.

Endnu en gang kan man se, at det handler om, at man kan koncentrere sig om det skriveri, som man er inde i.
Man skaber sig en lille boble, hvor det alene handler om den opgave, man arbejder med.

Der er visse muligheder for at opsætte det visuelle, og uanset skærmopløsningen kan det være hensigtsmæssigt at sætte et mindre skriveområde, som gør teksten mere overskuelig. Basistemaet er ikke specielt kønt, men det er godt at se på - der er en god, skarp kontrast, som gør det til at se på i længere tid. Nogle vil foretrække den modsatte kombination - lys tekst på mørk baggrund - og det er desuden muligt at sætte et billede som baggrund.

Som programmøren bag programmet siger, så kan det være, at en udsigt eller et portræt kan hjælpe til at sætte én i den skrivestemning, som man prøver at opnå!
Focuswriter gemmer som standard undervejs, og programmet gemmer, hvor éns markør er, når man lukket det. Med andre ord: Når man starter programmet igen, så starter det lige præcis dér, hvor man var nået til, da man brugte det sidst.

Focuswriter er kort sagt et program med et helt specifikt snævert sigte. Måske er der mange, der ikke tænker over det, men de fleste tekstbehandlingsprogrammer er beregnet til at gøre rigtigt, rigtigt mange ting, som de fleste aldrig bruger. Hvor ofte fletter du et brev? Mange mennesker, som skriver en del, har aldrig lavet en tabel i et dokument i deres liv. Mange yderst erfarne tekstbehandlingsbrugere drives til desperation af programmernes autokorrektur. Så skal man skabe tekst, så er der fordele ved at have et program, der ikke kommer i vejen, men kun bidrager med de funktioner, man skal bruge, og det kun, når man skal bruge dem.

De medfølgende skærmbilleder af Focuswriter er taget på en Linuxmaskine, men programmet findes til forskellige Linuxvarianter, Windows, MacOS X og endda OS/2, hvis man skulle ligge inde med det. Programmets Windowsversion fås desuden som PortableApp, så man kan tage det med sig.
Stavekontrolfunktionen i Focuswriter er baseret på Hunspell ligesom OpenOffice.org/Libreoffice, så man kan hente en dansk stavekontrolfil hos projektet Stavekontrolden.

Programmet kan findes på Graeme Gotts hjemmeside Gott Code, hvor man også kan finde andre programmer, han har lavet.

I snart en del år har kontorpakkerne været den almindelige pakkeløsning for et kontors behov i virksomheder såvel som i hjemmet. De er i den grad blevet en del af tankesættet, at man ser det som en naturlig komponent - noget, der skal følge med eller tilkøbes, når der bliver foretaget et nyt computerkøb. At have en computer uden en kontorpakke ses af de fleste som at gå ud og købe en bil uden af få sat hjul på. Men det fortjener måske en smule revision? Mange ting er i disse år i skred omkring hvordan man anvender en computer. Er kontorpakke-konceptet ved at være passé?

Undertegnedes første bekendtskab med tekstbehandling på en computer var WordPerfect 5.1 - den gang en blå skærm var noget godt - hvor man lærte at markere tekst, så den kunne blive kursiv, fed, understreget eller, hvad der forhåbentlig er gået i graven, med en skygge bag.
Den største forandring i forhold til at bruge en skrivemaskine - jeg gjorde bekendtskabet i skolen, hvor faget, hvor man lærte at bruge tekstbehandling, fortsat hed "Maskinskrivning" - var de to ting, at man ikke skulle trykke på retur-knappen for at komme til en ny linie (for de elektriske skrivemaskiner, og at rive i armen for de traditionelle), og at man kunne gå tilbage, såfremt man mod alle forventninger skulle have lavet en slåfejl.

Det er i øvrigt en tanke værd, at størstedelen af dem, der kan skrive hurtigt her i 2011, er de samme, som lærte at skrive på skrivemaskine, fordi man dengang skulle holde hus med sit anslag? Jeg har selv et meget højt tastetempo, men det er som bekendt ikke det samme som skrivetempo. Hver gang jeg ser folk skrive nu til dags, er en væsentlig del af det sletning af det eller de foregående bogstaver.
Dengang drejede det sig om at kunne indskrive tingene i en højere kvalitet - omend man på det tidspunkt kunne have ansat en ekstra maskinskriver på deltid i ret lang tid, før man havde indtjent det beløb, som en computer med et tekstbehandlingsprogram kostede.

Men det er jo ikke den måde, man gør tingene nu. Selv de mindst computerkyndige har vænnet sig til at bruge punktopstillinger og tabeller og at sætte skrifttyper, størrelser og formatering som fed og kursiv skrift, omend med skiftende succes. Og for nu at komme til artiklens hovedemne: Man har vænnet sig til, at der er flere ting til rådighed. Og så bevæger man sig ind i det lidt mere esoteriske...
Regneark. Mange er begyndt at lave husholdningsregnskabet i et regneark, og hvis man skal lave større lister, der skal kunne sorteres, kan det være praktisk. I virksomheder og offentlige institutioner anvendes det i rigt mål. Men er det måske ikke også, fordi de fleste har lært det i skolen?

Talemåden om, at hvis man har en hammer, kan det meste ligne et søm, gør sig gældende her: I en masse tilfælde hvor folk bruger regneark, kan en tabel i et tekstbehandlingsdokument sortere dataene ligeså godt, og nogle får sære bagvendte arbejdsvaner, såsom at anvende et regneark som adressekartotek, hvor man slår op i regnearket, kopierer en emailadresse over i emailprogrammet og arbejder derfra. Det har jeg set flere gøre.
Jeg mener ikke, at der ikke kan være god gavn af et regneark. Det er bare et spørgsmål om at vide, hvor fordelene ligger, og om man er ved at gøre sig selv en bjørnetjeneste.

Præsentationsprogrammer er en sportsgren for sig. I kategorien software, der sælger hardware, ligger de ret højt med alle de projektorer, der er blevet indkøbt til at erstatte transparenterne, på trods af at de fleste præsentationer ikke indeholder nogle effekter, der gør dem nævneværdigt bedre. Jeg har ikke tal på, hvor mange problemer jeg har oplevet med oplægsholderes præsentationer - på grund af programversioner, ting der så anderledes ud på større eller mindre skærme og andet. Det kan virke en anelse komisk, når man får at vide, at der ubetinget skal anvendes PowerPoint i en bestemt version, når præsentationens indhold mageligt kunne være leveret med en PDF-fil i fuldskærmsvisning - eller præsentationen slet ikke leverer noget relevant, så den ligeså vel kunne udelades. Forventningen til foredragsholdere - til dels en forventning fra dem selv - om at være med på noderne, som man siger eller i hvert fald sagde i sidste århundrede, betyder, at man bruger hjælpemidler, der mere er hæmmende end assisterende. For en række år tilbage forbød den daværende CEO i Sun Microsystems anvendelse af PowerPoint i møder, fordi de ansatte spildte en ufattelig tid på at forberede dem.

Disse tre komponenter er de mest almindelige i en kontorpakke. Dertil kommer så databaser, som der for alvor er yderst få, der anvender. Men er tiden til kontorpakker? Teknologien har bevæget sig i en retning, hvor man burde kunne få stadigt mere tilpassede programmer, men som anvendte åbne standarder, så alle med hvert deres program kunne tilgå det, man har lavet. Men det eneste eksempel, hvor dette reelt gør sig gældende, er PDF-filer og webmaterialer, som alle browsere kan vise (uden at gå ind i IE6, som gerne skulle være udfaset). Det virker særligt håbløst at få et færdigtpakket produkt, ikke blot med ekstra funktioner, men grundlæggende anderledes funktioner, som man ikke har brug for.

Det er ikke urimeligt at påstå, at langt de fleste kan klare sig med et tekstbehandlingsprogram i stedet for hele pakken. Selv har jeg OpenOffice (eller LibreOffice, som nu er den dominerende variant), men en tekst som denne her kan ligeså vel skrives i Windows' udskældte Notesblok. Jeg bruger ret sjældent funktioner, der ikke har med tekstbehandling at gøre, og til regneark foretrækker jeg faktisk Gnumeric. Jeg har tidligere skrevet om Abiword og LyX, to skriveprogrammer, der kan levere varen i en væsentligt mindre og betragteligt mere økonomisk overkommelig pakke.

Dette leder frem til spørgsmålet om, hvorvidt man bare skal have enkeltstående programmer til opgaven? Eller er tiden kommet til webservices? Man kan undre sig over, at det endnu ikke er set, men basal redigering som med breve, referater og des lignende kræver kun det allermest grundlæggende, og det kunne ligeså godt være en udvidelse - et plugin - til en browser. Mon det ikke også dybest set er det, Google arbejder i, når de udgiver ChromeOS? Lydafspilleren Songbird er bygget ovenpå Firefox, og et grundlæggende tekstbehandlingsprogram er vel endnu mere enkelt - man får endda udskriftsfunktioner og PDF-eksport med i købet; regnefunktionerne i et regneark er ikke komplekse, det er kun brugerfladens interaktion, der er det - og et præsentationsprogram er jo nærmest indbygget med fuldskærmsfunktionerne.

Webbaserede kontorprogrammer lider jo stadig under online/offline-spørgsmålet, så de skal kunne synkronisere og klare at være offline. Til gengæld har man den fordel at kunne læsse kravene til computeren af på serveren, så programmet, trods krævende funktioner, kan køre på en processor fra en mikroovn - hvilket jo også bidrager til begrænsning i batteriforbruget, ifald man bruger en mobil enhed.

Så konklusionen?
Fastinstallerede kontorpakker købt i farvestrålende papæsker er forældede. Det er håbløst at skulle tænke hyldevare på den måde i 2011, hvor en rent digital vare kan leveres globalt til en pris, der stærkt nærmer sig nul. Det er et mysterium, at man ikke på mere fragmenteret vis ser flere gode programmer fra de steder i verden, hvor man leverer softwaretjenester til lav pris, og hvor forholdsvist små salgstal kunne tjene et programs tilblivelse ind - men det kan måske forklares med, at størstedelen slet ikke betaler for software? Man har vænnet sig til at danne sine behov omkring disse programsæt - men ærligt talt, er det ikke en hellig ko, der kunne slagtes?

De bøffer kunne bruges bedre andetsteds.